Kikkertundersøgelse af tyktarmen - koloskopi

 

Jimmy Collemorten, dr.med.
Speciallæge i mave-tarmsygdomme og intern medicin
Sankt Kjelds Plads 12, 1. sal
2100 København
tlf  21 46 62 76
www.mavelægerne.dk

 

Du har en tid hos Jimmy Collemorten:          _____________dag d.     ______/______  kl. ­­­________________

 

 

Hvad er en koloskopi

Koloskopi foretages via endetarmen op gennem hele tyktarmen med en bøjelig, styrbar kikkert. Undersøgelsen kan afsløre sygdomme og forandringer i tarmen, herunder kræft og forstadier til kræft. Via kikkerten kan tarmslimhinden ses.
Der kan evt. tages vævsprøver eller fjernes små polypper. Undersøgelsen kræver at tarmen er helt tømt for afføring (se nederst).

 

Sådan foregår koloskopien

Du får et par blå benklæder på, som beskytter din blufærdighed under undersøgelsen. Mens du ligger på siden, mærker lægen først med en finger i endetarmen, inden kikkerten føres op.
For at kunne se tarmen pustes luft ind, hvorved tarmen folder sig ud. Både luft og træk i tarmen kan give smerte og ubehag.
Du tilbydes derfor smertestillende og beroligende medicin, som gives i en lille blodåre. Lægen assisteres af en sygeplejerske, som støtter dig undervejs. Undersøgelsen forventes at vare 20-30 min. 
Du må have én pårørende med til samtale hos lægen, men ikke til selve undersøgelsen.

Efter koloskopien

Du taler kort med lægen efter undersøgelsen. Svar på vævsprøver kan forventes efter ca. 14 dage.
Det er normalt, at du kan have lidt mavekneb p.g.a. den luft, der er pustet ind og det træk, der har været i tarmen. Sørg for at komme af med luften, evt. ved at gå en tur, eller læg dig på maven på sofaen.
Der kan komme en smule blod i afføringen i døgnet efter undersøgelsen. Har du fået medicin kan du føle dig tung i hovedet og du må ikke køre i bil eller på cykel resten af dagen.
Vi anbefaler at du får en pårørende til at hente dig.

 

Komplikationer

Kontakt læge/1813 ved:

  • Feber og kulderystelser
  • Kraftige og vedvarende mavesmerter
  • Kraftig blødning fra tarmen

 

Forberedelse og restriktioner

Forudsætningen for en god undersøgelse er god udrensning.
Det vil sige at tarmen er tømt for afføring.
Følg derfor punktligt nedenstående vejledning:

 

Medicin

  •         Jern tabletter pauseres 3 dage før undersøgelsen.
  •         Sukkersyge: Tabletter tages først efter koloskopi. Insulin - aftales med lægen.
  •         Blodfortyndende medicin - aftales med lægen, bortset fra hjertemagnyl, som du kan fortsætte med.

 

Kost og væske

Tredje og anden dag før undersøgelsen, ugedag: _______________________________­­  
Undgå brød med kerner, fx hørfrø, solsikkekerner, chiafrø mv. Begræns indtaget af grove grøntsager og meget fiberholdig kost.
Spis f.eks. kylling eller fisk samt hvid pasta, ris eller kartofler, lyst brød og æg. Drik rigeligt væske og hold om muligt gang i maven.

 

Dagen før undersøgelsen, ­­­­­­­­­­­­­­ugedag: ______________________­­­­­­­­­­­____________________
Morgenmad:
Kogte æg eller spejlæg
Lyst brød uden kerner, gerne ristet, evt. skrabet smør

 

Frokost (senest kl 12):
Kogt eller grillet hvid fisk eller kylling
Hvide kartofler uden skind, hvide ris, hvid pasta
Lyst brød uden kerner, gerne ristet, evt. skrabet smør

 

Efter frokost kl 12 og frem til koloskopitidspunktet dagen efter

må du kun drikke tynde væsker, gerne 1,5-2 liter.

 

Tynde væsker: drik rigeligt med sødlig væske så som saft, sodavand, frugtjuice (uden frugtkød) is the, kokosvand, kaffe/te – gerne med sukker. Sodavandsis er ok. Drik også gerne væske med salt fx danskvand og bouillonsuppe uden fyld. Derudover må du gerne supplere med almindelig vand, men vand må ikke være det du drikker mest af. Ingen mælk og mælkeprodukter dagen før.

 

Udrensning

Til at udrense tarmen skal du bruge 2 stk  Toilax®  (afføringspiller) samt en æske med to breve Picoprep®, som du enten har fået udleveret hos lægen/ sygeplejersken, eller har hentet gratis på dit apotek.
Bemærk! Hvis du selv henter Toilax® på apotek, får du en pakke med 4 stk samt en lille tube væske, men skal kun bruge 2 stk til udrensning og ikke tuben.

 

Plan                                                               

To dage før koloskopi kl. 18:          1 tbl. Toilax® ugedag:­­­­­________________________
En dag før koloskopi kl.8:              1 tbl.  Toilax® ugedag:__________________________
En dag før koloskopi Kl 20:            Første pulver Picoprep®,ugedag:___________________________
På koloskopidagen 4-6 timer før:   Andet pulver Picoprep®_kl:___________________________

 

Hvordan skal du indtage Picoprep®:

         1. Fyld et glas med 1,5 dl koldt vand eller saftevand.

         2.  Hæld pulveret fra et brev i vandet og rør rundt.

         3.  Når blandingen ikke længere bruser er den klar til indtagelse. Den skal være klar/råhvid.

         4.  Drik blandingen inden for 15 min.

         5. Drik herefter 1 ½ liter væske fordelt over de næste timer.

 

Hvornår og hvordan virker Picoprep®:

Picoprep® virker som regel efter 1-3 timer, så vær i nærheden af et toilet. Vi tilråder du bliver i hjemmet, når du har taget første pulver.
Du kan forvente flere toiletbesøg i løbet af natten. Din afføring skal til slut være vandtynd (brunligt/gulligt vand), hvilket er tegn på at du er godt udrenset.

   

Afbud og mødetid

Har du yderligere spørgsmål til undersøgelsen kan du få vejledning hos sygeplejersken på
tlf  21 46 62 76 man-tors kl. 8-13:30

 

Husk at meddele evt. afbud i god tid af hensyn til de øvrige patienter.
Kommer du for sent kan vi ikke garantere at undersøgelsen gennemføres af hensyn til det øvrige patientprogram.

 
Nov 2023/ GL